Pædagog og mellemleder søges til Møllehaven
Description
Vil du være med til at skabe en hverdag, hvor børnene mærker, at de er det vigtigste? Så er det dig, vi leder efter!
Møllehaven er en integreret daginstitution med fire børnehavegrupper og to vuggestuegrupper. Vi ligger i naturskønne omgivelser i Karlslunde Landsby, hvor vi har gode muligheder for at bruge både vores legeplads og lokalområdet aktivt i hverdagen.
Vi søger lige nu to nye kolleger:
- En pædagog til vores børnehave.
- En mellemleder til hele huset.
Hos os er målet enkelt: Børnene skal synes, det er sjovt at gå i børnehave og vuggestue, og de skal opleve sig som aktive medspillere i deres egen hverdag. Derfor søger vi medarbejdere, der hver dag har lyst til at gøre en forskel og være med til at skabe minder, fællesskaber og de bedste dage.
Pædagog til børnehaven
Vi søger en uddannet pædagog, der kan tage udgangspunkt i det, børnene kalder på, og som kan se værdien i både de små og store øjeblikke i løbet af dagen.
Vi ved, at pædagogisk arbejde rummer mange forskellige opgaver, og vi har brug for en kollega, der kan navigere i dem.
Kan du:
- Understøtte leg og børnefællesskaber?
- Være nysgerrig sammen med børnene?
- Skabe stærke relationer?
- Udarbejde handleplaner og følge op på indsatser?
- Skabe deltagelsesmuligheder for alle børn?
- Navigere i en hverdag i et alment dagtilbud?
Så er det måske dig, vi leder efter til vores "Løver" på Løvestuen. En gruppe børnehavebørn i alderen 3-6 år glæder sig til at møde dig og vise dig alt det sjove, der er ved at gå i børnehave hos os.
Mellemleder til hele huset
Vi opretter en ny mellemlederstilling i Møllehaven, og vi glæder os til at få en ny kollega med ombord.
Som mellemleder bliver du ikke tilknyttet en fast stue. Din opgave bliver i stedet at understøtte og udvikle pædagogikken på tværs af hele huset.
Du skal være med til at skabe sammenhæng, retning og kvalitet i det pædagogiske arbejde og være tæt på både børn, medarbejdere og hverdagens praksis.
Vi forestiller os, at du:
- Brænder for at udvikle pædagogisk praksis og skabe gode læringsmiljøer.
- Kan få øje på, hvor der er brug for støtte, sparring og faglig udvikling.
- Trives med at bevæge dig på tværs af huset og møde forskellige behov.
- Kan omsætte pædagogiske intentioner til handling i hverdagen.
- Har lyst til at være en synlig og nærværende del af både børnenes og medarbejdernes hverdag.
Stillingen er uden personaleansvar. Til gengæld får du et særligt ansvar for at understøtte, kvalificere og videreudvikle den pædagogiske praksis i tæt samarbejde med medarbejdere og ledelse.
Hvem er vi på udkig efter?
Uanset hvilken stilling du søger, er det vigtigt, at du kan genkende dig selv i følgende:
- Børn gør det godt, hvis de kan, og du er nysgerrig på, hvad der ligger bag deres handlinger.
- Relationer og nærvær er fundamentet for dit pædagogiske arbejde.
- Du ser børn som ligeværdige deltagere i fællesskabet og tager ansvar for at tilpasse læringsmiljøet, når et barn oplever udfordringer.
- Du tager ansvar for fællesskabet og hjælper til på tværs af huset.
- Du tør være nysgerrig på egen praksis og bidrager til faglig udvikling.
- Arbejdsglæde og gode kollegiale relationer betyder noget for dig.
Praktisk information
Er du blevet nysgerrig på en af stillingerne og ønsker at høre mere, eller aftale et besøg er du meget velkommen til at kontakte dagtilbudsleder Miriam Storm Pedersen på 21 31 40 54.
Begge stillinger ønskes besat hurtigst muligt, men vi venter gerne på det rette match.
Ansøgningsfristen er den 27. november 2026, og vi afholder samtaler løbende.
Vi indhenter referencer samt børne- og straffeattest forud for ansættelse.